Undersøgelser viser, at en stor del af de danske elite- og subelite udøvere er i farezonen for at få en spiseforstyrrelse. Marie Christensen var en af dem, hvor det gik galt.
– Af Tobias Jeggesen
Elitesvømmerne fra Odder Svømmeklub står linet op langs koldtvandsbassinet. Det er torsdag morgen, så Marie Christensen ved godt, hvad der skal ske. Det er det samme hver torsdag. Marie når frem til vægten og stiller sig op på den. Til skue for alle de andre svømmere. Hendes træner sidder ved sin computer, godt en meter derfra, og venter på at høre resultatet. Marie kigger ned, og håber ikke tallet er gået op siden sidst. Marie siger tallet højt, så træneren og hendes holdkammerater kan høre det og går ned igen. Vægten er starten på Maries spiseforstyrrelse.
Foto: Eventmedia
Løbeture om natten
Marie Christensen var elitesvømmer. Hun trænede syv gange om ugen og var til Jyllandsmesterskaber og DM. Derudover var hun kort inde over ungdomslandshold. Marie er otte år, da hun begynder til svømning. Svømningen er omdrejningspunktet i Maries liv. Det er det sted, hvor Marie føler sig god, og hvor hun kan præstere. Maries spisevaner er som enhver anden ung piges, og i svømmeklubben var mad ikke noget, der fyldte sønderligt meget hos pigerne.
Da Marie bliver 13 år, kommer hun på førsteholdet i svømmeklubben. Nu begynder tingene at ændre sig. Det starter med vægten. Træneren vejer pigerne en gang om ugen.
Marie begynder nu at sammenligne sig med de andre svømmere. Hun får et behov for at holde sin vægt, så hun ikke kommer til at veje mere end de andre. Marie deler sin madpakke ud i skolen, hun står op om natten for at løbe ture og lave squats, og så skraber hun alt fløden af flødekartoflerne.
“Det var kontrol for mig. Jeg kan styre kosten, hvis ikke jeg kan styre, hvad vægten siger i morgen. Det bundede i, at jeg gerne ville være god til noget. At være god til at lade vær med at spise. Det var noget jeg kunne kontrollere.”
Maries spiseforstyrrelse bliver værre og værre i de tre måneder, hvor svømmerne bliver vejet. Hun taber sig 7 kilo og bliver tydeligt påvirket udenfor svømmehallen.
“Det var ikke fordi min form blev meget dårligere, men jeg var ikke den fedeste at være sammen med. Jeg var sur og træt, og jeg var en dårlig søster og datter”
Hendes far og træner trækker nu Marie til side og siger, at de kan se, at der er noget galt. Marie har derefter to samtaler med hendes træner om, hvordan hun kan få det bedre. Derefter bliver vejningen droppet og Maries kost gik mere eller mindre tilbage til normalen. Men Marie er ikke den eneste eliteudøver, som har kæmpet mod spiseforstyrrelsen.
Team Danmark øger indsatsen
17 procent af eliten. 31 procent af subeliten. Så stor en del af danske eliteudøver er i farezonen for at få en spiseforstyrrelse, hvis ikke allerede de har en. Sådan lyder resultaterne på de test som DIF og Team Danmark bestilte i 2020 og 2022. Kommunikationschef hos Team Danmark Christian Blomgren anerkender også problemet.
“Vi betragter tallene som høje, men en spiseforstyrrelse er en for mange, uanset hvad årsagen måtte være”
Team Danmark har de seneste år indført flere initiativer for at forebygge spiseforstyrrelserne, blandt andet oplæg henvendt til trænere og ledere omkring håndtering og forebyggelse af spiseforstyrrelse samt kurser i sportsernæring og vigtigheden af at få nok energi til unge atleter.
“I takt med at det er blevet et mere udbredt problem i samfundet generelt, så er det selvfølgelig også blevet et større problem i idrætten, så vores indsats på det her område er steget ret betragteligt gennem de seneste år”
Team Danmark hjælper også de af deres atleter, som bliver offer for en spiseforstyrrelse. De sender atleterne til udredning hos deres tilknyttede psykologer, hvorefter de er med til at betale for behandlingen, skulle det vise sig at være tale om en spiseforstyrrelse hos atleten.
“I virkeligheden er det største problem nok hos de atleter, der ikke er hos os. Fordi de er lidt mere overladt til sig selv”
Christian Blomgren medgiver at miljøerne omkring atleterne er enormt vigtige. Han fortæller at Team Danmark lavede en undersøgelse blandt deres atleter, hvor ni ud af ti svarer at de oplever et trygt psykologisk miljø at være i.
“Det handler om at skabe en psykologisk tryghed i miljøerne til at kunne snakke om de svære ting. Det er noget vi har haft ekstremt meget fokus på de seneste år”
Hør Marie tale om hvilke konsekvenser hun oplevede som følge af hendes spiseforstyrrelse
Maden var det eneste Marie kunne kontrollere
Som 16-årig starter Marie i en Team-Danmark klasse på Marselisborg. Her føler hun ikke altid, at hun hører til. Hun skifter også til AGF-svømmeklub, som er en større klub med dygtigere svømmere, og et mere konkurrencepræget miljø.
“Til sidst var jeg næsten den bedste i Odder. Det var jeg lige pludselig ikke længere. Jeg målte mig på tre parametre med de mennesker, jeg omgav mig med. Skole, svømning og det sociale. Jeg følte ikke, at jeg var vildt god på nogen af dem. Jeg følte, at jeg mistede kontrollen til at kunne styre de parametre. Derfor blev min kontrol maden.”
I 2.g begynder Marie at sortere mad fra i hendes madpakke, og hun begynder at udvikle subjektive overspisninger, altså hvor hun selv mener, at hun har spist for meget.
“95 procent af mine tanker handlede om mad, vægt og træning. Hvordan kan jeg forbrænde mere, hvordan kan jeg spise mindre.”
Det resulterer i, at hun en gang imellem kaster op, efter at hun har spist. Marie går nu ind i en seks måneders lang periode med hårde kampe mod hendes spiseforstyrrelse.
Da det er allerværst, begynder hun at blive forstoppet, og hun kan ikke sove om natten, medmindre at hun har puder under sine knæ, simpelthen fordi der kun er knogler tilbage.
Marie kæmper mod sig selv og spiseforstyrrelsen. Det er en hård og svær kamp. Hun udvikler en angst for at spise og tage på.
“Hver gang der kom mad, var det spiseforstyrrelsen der sagde, at det skal du ikke spise, det er gift for din krop, så mister du den kontrol du har”
Det kulminerer ved, at Marie bryder sammen foran sin far, og fortæller at hun har kastet op efter at have spist. Hendes far ringer til Maries træner med det samme.
“Risikoen for spiseforstyrrelser er alt for høj hos danske eliteatleter”
– Julie Rivold, oplægsholder om spiseforstyrrelser hos eliteudøvere
“I sportens verden er der meget fokus på de ting, vi kan måle og veje. Alt kan måles, og alt kan optimeres på. Det kan i sig selv godt indbyde til spiseforstyrrelser”
Sådan siger Julie Rivold som har skrevet både sin bachelor og kandidat i spiseforstyrrelser hos eliteatleter. Hun er oplægsholder på emnet, og så har hun deltaget i podcasten Frontrunner om løbere med spiseforstyrrelser.
“Det man typisk ser ift. diagnoser hos eliteatleter er atypiske spiseforstyrrelser. Det er spiseforstyrrelser som anoreksi eller bulimi, men hvor atleterne ikke lever op til alle diagnosekravene. Det kunne for eksempel være, at man har et meget restriktivt spisemønster, men ikke lever op til den BMI-grænse, der er for at få stillet diagnosen”
Miljøet er synderen og frelseren
Julie Rivold slår fast at træneren og miljøet både kan være årsagen til, at der er spiseforstyrrelser på et elitehold eller i en klub, men også at træner og miljø kan beskytte udøverne imod forstyrrelserne.
“Der er forskel på idrætsmiljøer. Nogle er meget kompetitive, hvor atleterne også er i konkurrence med hinanden, hvor der måske ikke er så meget tillid til træneren eller mellem atleterne. Atleterne sammenligner sig på kosten og hvor meget man kan træne. Sådan et miljø vil have en meget større risiko for spiseforstyrrelser. Omvendt er der også miljøer, hvor atleterne er trygge og føler sig taget alvorligt, med en støttende holdkultur og en fælles forståelse for at mad er noget, man har brug for nok af. Sådan et miljø vil have en lavere risiko for spiseforstyrrelser.”
“Vi er på et skråplan når det kommer til opfattelsen af, hvad god sportsernæring er”
Der er ingen tvivl om, hvor der bør sættes ind for at forebygge spiseforstyrrelser blandt eliteatleter, hvis du spørger Julie. Trænere skal have viden om hvordan man skaber sunde idrætsmiljøer og basal viden om sportsernæring.
“Generelt skal vi øge vidensniveauet hos de mennesker, der er i sporten både i forhold til sportsernæring og de sunde træningsmiljøer men også i forhold til, hvad atleterne skal kunne ud fra, hvilken alder de har. En 14-årig skal ikke vægtoptimere og kigge på kortsigtede resultater”
For kold til at kunne svømme
Marie starter hos en sportspsykolog, som hendes træner sender hende til, og som er tilknyttet svømmelandsholdene gennem Team Danmark. Da Marie starter hos psykologen, har hendes tilstand nået et kritisk niveau.
“Vi svømmer teknikserier, men jeg var nødt til at sige til min træner, at jeg ikke kan stoppe og holde pause. Vandet var koldt, og jeg frøs for meget. Der var ikke noget fedt tilbage på min krop. Jeg var skind og ben.”
Marie bliver efter en periode med psykologforløb sendt videre til Skejbys psykologiske afdeling for spiseforstyrrelser. Her går hun i et år for at komme af med spiseforstyrrelsen.
Marie har i dag skiftet svømningen ud med løb. Hun har endda gennemført Copenhagen Marathon i 2024
Livet med forstyrrelsen
Når Marie i dag tænker tilbage på situationen, er hun glad for at have svømmet, men hun er samtidig stadig mærket af den hårde periode i hendes liv.
“Jeg ville ikke være svømmedelen foruden. Men jeg ville fanme gerne være spiseforstyrrelsen foruden, men man kan jo selvfølgelig ikke vide, om den var kommet alligevel”
Marie svømmer ikke længere i dag, men til gengæld løber, spinner og styrketræner hun. Hendes forhold til mad bliver nok aldrig helt det samme som før, men hun har lært at leve med tankerne.
“De siger, at der er dem der kommer af med deres spiseforstyrrelse, der er dem der aldrig kommer af med den, og så er der dem der lærer at leve med den. Jeg har lært at leve med spiseforstyrrelsen”